Analyse af yahya hassan barndom

Det er hvad Yahya Hassan har præsteret indtil nu, siden hans digtsamling udkom i efteråret. Mennesker beundrer ham, mennesker afskyr ham. Mennesker føler med ham, irettesætter ham, anerkender ham og foragter ham. Nogle lytter til hans synspunkter og deler dem, mens andre anser hans ungdommelige frustrationer for at være rettet mod andre. Man kan have sin egen holdning.

Uanset hvad, er det bemærkelsesværdigt, at en ung mand fra et udsat miljø i Århus har formået at generere en så omfattende debat. I min opgave om Yahya Hassan har jeg valgt at fokusere på opgave 2, hvor jeg vil analysere digtene Barndom og Plastikblomst, samt formulere en betragtning vedrørende effekten af Yahya Hassan og den diskussion, der er opstået omkring hans person og hans udtalelser.

Således indleder Yahya Hassan sit digt Barndom. Et digt, der, som titlen antyder, omhandler Yahya Hassans opvækst. En opvækst, der fra begyndelsen fremstår voldsom og vanskelig. Dette afspejles i digtet, som er gennemsyret af vrede, afsky og angst. Angsten stammer fra en far, der straffer sine fem børn med slag og tæsk. Denne angst udvikler sig til had.

Had mod Islam. I digtet står de fem søskende opstillet på række, hvorefter de én efter én underkastes afstraffelse. Om der foreligger en specifik årsag til denne afstraffelse, eller om det blot er en integreret del af en religiøst præget opvækst, er uvist. Den voldsomme og smertefulde karakter af situationen bliver tydelig i beskrivelsen af Yahya Hassans søster, der mister kontrollen over sin blære af skræk.

Han beskriver slagene, skrigene og lyden af disse slag, som han formoder, vil forblive i hans erindring, når han reflekterer over fortiden. At moderen også lever i frygt og sympatiserer med sine børn fremgår af hendes handlinger, hvor hun lader tallerkener falde til gulvet. Dette indikerer en tilstand af ængstelse og nervøsitet, både på børnenes vegne og en frygt for, hvad faderen kan finde på at gøre mod hende selv.

Derfor formoder jeg, at hun konstant lever i frygt for at begå en fejl og dermed blive straffet for den, samt i frygt for, at hendes børn skal handle forkert og faderen opdager det. Hun er derfor nødsaget til at dække over sine børn. Hun bifalder ikke situationen, men er for bange til at forlade ham, da deres tro ikke tillader det.

Mens afstraffelsen af børnene finder sted, vises tv-kanalen Al Jazeera i stuen. En arabisk tv-kanal, der er kendt for at fremme islamistisk ideologi, og hvor propagandavideoer fra Osama Bin Laden og Al Qaeda tidligere har fået betydelig medieomtale. Kort efter nævner han brændende flag. Det kunne være ethvert flag, men i sammenhæng med Al Jazeera leder det uundgåeligt tankerne hen på Muhammed-krisen.

Og alt tyder på, at faderen er en stærk tilhænger af Islam og praktiserer religionen intensivt. Og ifølge Islams lære er det tilladt at slå både hustru og børn. Jeg tror derfor ikke, at Yahya Hassans vrede primært er rettet mod faderen, men snarere mod religionen Islam. Til sidst berører han zionister, jødiske nationalister, der mener at have Guds støtte og dermed ret til Palæstina, især Jerusalem.

Han spørger sig selv, om palæstinenserne overhovedet eksisterer. Og som alle andre palæstinensere er Yahya Hassan selv fanget i en situation, hvor han er hjemløs og statsløs. Men det er ikke den eneste situation, hvor Yahya Hassan føler sig klemt. Han er vred på Islam og ønsker ikke at leve efter dens regler og dogmer. Og generelt er han fanget mellem to kulturer.

Hjemme må han ikke tale dansk, og i skolen må han ikke tale arabisk, og jeg tror faktisk ikke, at han har lyst til at tale nogen af delene. Dette kan også antyde, at han med sætningen "hvis vi overhovedet eksisterer" refererer til anden generationsindvandrere, herunder ham selv, som han mener er fanget, overset og forkert opdraget.

Digtet er et prosadigt, der fortæller en historie uden en fast rytme eller rim. Yahya Hassan, som fungerer som fortæller i teksten, skriver meget levende og beskrivende, og hans tekst er fyldt med billedsprog. Han anvender mange ord, der ikke er almindelige i daglig tale, såsom zionist og hikster. Han har en tendens til at skabe sine egne ord, som for eksempel "flergræderi".

Og han benytter sig af usædvanlige kombinationer af ord, der skaber nye ordsprog og metaforer, som for eksempel "hyperaktive buldozere" og "fortørnede kropsdele". Han bruger desuden et stærkt og negativt ladet ordforråd, hvilket bidrager til at forstærke og udtrykke de følelser, han ønsker at formidle. For eksempel bruger han "pisset" i stedet for "tis", eller "smadrer" i stedet for "ødelægger", "taber" eller lignende.

Disse negative ord understøtter det budskab, han ønsker at kommunikere. Plastikblomst er noget kunstigt, noget der ikke er autentisk. Den kan hverken vokse eller dø. Og der kræves ingen pleje for at bevare den. Men for at slippe af med den, er man nødt til at brænde den. Og det var præcis, hvad Yahya Hassan gjorde.

I dette digt får man et indblik i de økonomiske vanskeligheder, som Yahya Hassans familie oplevede. De boede i en lille lejlighed, uden tilstrækkelig plads til familien. Faderen sov på en madras, og de spiste på gulvet, enten af religiøse årsager eller simpelthen fordi der ikke var råd til andet. Lejligheden er dog fortid, da Yahya Hassan satte ild til den. Årsagen var, at han blev truet af sin mor med at blive brændt.

Yahya Hassan besluttede sig for at handle først. Han fortæller, at han gik sine skyldige skridt, hvilket efter min mening viser, at han var klar over, at hans handlinger var forkerte. Men ikke desto mindre gennemførte han dem. Og at handlingen måske var motiveret af selvmordstanker, ses af, at han ville komme sin mor i forkøbet, så hun ikke behøvede at brænde ham, og ved at han blev siddende, indtil han ikke kunne holde ud længere.

Om Yahya Hassan var psykisk ustabil, et barn uden kontakt med virkeligheden, eller blot havde fået nok, er umuligt at sige. Men sandsynligvis var det en kombination af faktorer. Man kan også spørge sig selv, hvorfor han ikke vækker sin far, men lader ham sove. Dette kan skyldes had og et ønske om at afslutte mishandlingen, men det kan også skyldes, at Yahya Hassan var et lille barn, der ikke fuldt ud forstod konsekvenserne af sine handlinger.

Men at han siger, at faderen vågner før bønnetiden, mener jeg viser, at Yahya Hassan var klar over, at faderen ville dø. Heldigvis overlevede hele familien branden. Men om det er en positiv udvikling er tvivlsomt, da Yahya Hassan fortæller, at bagsiden er smeltet. Og at de beholder den i et par år kunne tyde på, at de ikke havde råd til en ny, og derfor beholdt den gamle som et statussymbol, eller blot som en genstand, der skulle forsøge at overbevise eventuelle gæster om, at familiens økonomiske situation var bedre, end den reelt var.

Umiddelbart skulle man tro, at det var en god ting at få vasket tavlen ren for de ubehagelige minder. Men jeg forbinder minder med noget positivt. Og det kunne tyde på, at Yahya Hassans tidlige barndom ikke var så slem, og at det først var efter den nedbrændte lejlighed, at faderen udviklede et tættere forhold til Islam og begyndte at mishandle børnene.

Til sidst fortæller han om sin tidlige forkærlighed for ord og billeder. Men også om, hvordan faderen, som en nordkoreansk diktator, censurerede, hvad Yahya Hassan måtte se og læse, da han ikke måtte blive som de vantro danskere. Som i Barndom skriver Yahya Hassan også i Plastikblomst som en jeg-fortæller. Men i modsætning til Barndom, hvor der fortælles i nutid, fortælles der i Plastikblomst i datid, som en form for tilbageblik til Yahya Hassans barndom.

Og Plastikblomst har mange episke træk, da digtet fortælles som en historie. Der er ingen tvivl om, at Yahya Hassans digte har skabt splid i forholdet til familien. Men jeg tror faktisk, at kontakten til familien var brudt, inden digtene blev skrevet. Og uanset hvad, er det budskab, Yahya Hassan ønsker at formidle, så stærkt, at han ikke kan undertrykke det. Ligesom den vrede og det had, han er fyldt med, er så overvældende, at det er nødvendigt at give udtryk for det.

For Yahya Hassan er rasende, virkelig rasende. Vred på sin familie. Vred på sin og sine forældres generation af muslimske indvandrere i det multikulturelle danske samfund. Vred på hele den islamiske verden. Og på den islamiske tro. Denne vrede understreges især af hans interessante skrivestil, hvor hele teksten er skrevet med store bogstaver, som om han råbte sit budskab ud til folk.

Han bruger heller ingen tegnsætning, hvilket får teksten til at blive læst hurtigt og uden pauser, som af en person, der har noget utroligt vigtigt og spændende at sige. Og alt dette bidrager til, at man føler den vrede, Yahya Hassan bærer indeni. Og netop vrede og had er temaerne i Yahya Hassans digte. Vreden er også grundlaget for budskabet i Yahya Hassans digtsamling.

Et budskab om, at der er noget alvorligt galt med Islam og indvandrerne i Danmark. Samt et oprør mod hans forældres generation af indvandrere.