Anmeldelse en mand der hedder ove
En person ved navn Ove. Foto: Johan Bergmark. Rolf Lassgård portrætterer den gnavne Ove, som flytter naboernes fejlagtigt placerede cykler og holder et vågent øje med, hvorvidt de overholder reglerne for affaldssortering. En bestseller fra Sverige er nu blevet filmatiseret, ligeledes på svensk - men det er en ligegyldig, melankolsk komedie, som aldrig formår at engagere dybt.
Af Simon Pasternak. Filmen og bogen "En mand der hedder Ove" har opnået enorm svensk popularitet. Værket er oversat til 30 sprog og har solgt millioner af eksemplarer. Filmen, instrueret af Hannes Holm, kendt for sine succeser "Klassefesten" og "Adam og Eva", er blevet set af over halvanden million svenskere.
Den får dansk premiere i biograferne og er desuden en del af Biografklub Danmarks repertoire. Med andre ord, alt tyder på endnu en stor succes for den bølge af melankolske, let sørgmodige svenske komedier, der tog sin begyndelse med Jonas Jonassons "Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt" - små, skæve eventyr om den svenske mands skjulte galskab. Man kender det: den brokketop med et hjerte af guld og en hjerne fuld af skøre idéer.
Komedier, der har et større formål end blot at være morsomme; de skal også belyse det moderne Sverige, verden, og præsentere universelle sandheder om det at være menneske. Annonce. Problemet med "En mand der hedder Ove" er, at den hverken er sjov, tilbyder interessante betragtninger om det moderne Sverige, verden, eller serverer dybere sandheder om menneskets natur.
Den fremstår sentimental, kalkuleret, klodset og forudsigelig, med kun få øjeblikke af humor eller følelsesmæssig resonans. Rolf Lassgård er som Ove fanget i et kostume af tyndt hår og kraftig makeup, iført vindjakke, flannelsbukser og hjemmesko. Han repræsenterer selve stereotypen på den ældre, hvide mand, der er blevet overhalet af udviklingen og nu raser bag havehækken i boligforeningen, dytter i bilkøen og klager i byggemarkedet.
I virkeligheden, forstår vi, bærer han på dyb sorg og besidder fine kvaliteter, men har svært ved at navigere ensomheden i en ny verden præget af multietnicitet, forskellige seksuelle orienteringer og al den moderne teknologi. Han forsøger først at tage sit eget liv ved hjælp af et reb, men det knækker ikke engang ordentligt - man kan vist ikke engang lave ordentlige reb mere - derefter med et jagtgevær og bilens udstødning, men enten svigter udstyret, eller også bliver han afbrudt.
Han bliver forstyrret af den gravide iranske nabokone, Bahar Pars, hvis svenske mand er uduelig og har brug for hjælp med en stige, børnepasning og kørekort. Han bliver afbrudt af drengen fra shawarmabaren, der springer ud som homoseksuel og mangler et sted at bo. Han bliver afbrudt af en hjemløs perserkat. Til sidst opnår Ove forsoning med sig selv og omverdenen, gamle fjendskaber afløses af venskaber, og dem, der tidligere var fjendtlige, bliver venner.
Undervejs gøres der grin med konsulentjargon, tilbudspolitik, kommunale myndigheder og forskellen på bilmærkerne Saab og Volvo. Det hele bliver dog for meget af det gode i en film, der selv med fremragende skuespilpræstationer ikke kan reddes. Trailer: En mand der hedder Ove. Kommentarer.